Brug ukrudtsbrænderen sikkert og med omtanke

Sommeren er dejlig med sit lune vejr og lyse aftener. Men det betyder også, at ukrudtet pibler frem med fuld fart. Det får mange danskere til at tage fat i ukrudtsbrænderen i kampen mod de irriterende grønne planter. Ukrudtsbrænderen er et praktisk redskab til at fjerne ukrudt mellem fliser, belægninger, i grus eller lignende, da den svitser ukrudtet hurtigt og effektivt. Men den kan også medføre brandfare og skade, hvis du er uopmærksom eller ikke passer på.

Mange borgere kommer hvert år galt afsted med ukrudtsbrænderen. Der sker mere end 250 brande årligt forårsaget af uforsigtig eller uopmærksom brug af ukrudtsbrænderen. * En lillebitte glød, gnist eller flamme fra ukrudtsbrænderen kan hurtigt udvikle sig. Det kan eksempelvis koste din carport, drivhuset eller i værste fald dit hus.

 

*Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

Tips til, hvordan du undgår uheld med din ukrudtsbrænder

  • Brug ikke din ukrudtsbrænder, hvis der er tørke eller blæsevejr – tjek, om der er afbrændingsforbud.
  • Brug kun din ukrudtsbrænder, når beplanter m.m. er fugtige - det kan godt være efter et regnvejr.
  • Efterse om slangen er slidt eller mørn og tjek om tilslutninger holder tæt.
  • Køb gas, som passer til din ukrudtsbrænder.
  • Husk at holde en god afstand til bygninger, biler, genstande, beplantning og andet brandbart.
  • Hold altid øje med flammen. Lad ikke en tændt ukrudtsbrænder ligge uden opsyn.
  • Ukrudtet skal kun svitses ganske kort og ikke brændes. Hold din ukrudtsbrænder 10 cm over ukrudtet tilpas hurtigt, så det bliver varmet op uden at brænde af. Når du svitser ukrudtet, visner det i løbet af få dage.
  • Husk at have vand klar i nærheden, så du hurtigt kan slukke, hvis der skulle opstå brand.
  • Se efter, at der ikke ligger gløder tilbage, når du er færdig.
  • Afmonter gasflasken, når du er færdig.
  • Efter brug af ukrudtsbrænderen er det en god idé at holde øje med det område, hvor du har brugt den.

 

Ring 112, hvis der opstår brand, som du ikke selv kan slukke.

 

Hvornår er det bedste tidspunkt du kan gå i gang med ukrudtsbrænderen?
Det er godt at komme i gang i foråret, før ukrudtet bliver for højt, helst ikke over 3 cm og gerne lavere. Det er mest effektivt at varmebehandle det nyspirede ukrudt. Det visner nemlig efter en kort varmebehandling, så du sparer tid og gas.