Brug ukrudtsbrænderen sikkert og med omtanke

Sommerens lune vejr er højsæson for den evige kamp mod ukrudtet. Det får mange til at tage ukrudtsbrænderen i brug for at bekæmpe de irriterende planter. En ukrudtsbrænder er et praktisk redskab til at fjerne ukrudtet mellem fliser, belægninger, gårdsplads eller lignende, da den svitser ukrudtet nemt og effektivt. Men den kan også medføre brandfare og skade, hvis du ikke passer på.

Desværre kommer mange hvert år galt afsted med ukrudtsbrænderen. I snit sker der mere end 250 brande årligt forårsaget af uforsigtig eller uopmærksom brug af ukrudtsbrænderen. * En enkel glød, gnist eller flamme fra din ukrudtsbrænder kan nemlig hurtigt udvikle sig katastrofalt. Det kan eksempelvis koste havemøbler, skure og carporte eller i værste fald dit hus, hvis ikke du passer godt på og holder afstand til bygninger og genstande, når ukrudtet skal fjernes. Derfor får du her vores gode råd til at forebygge uheld med din ukrudtsbrænder.

*Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

Tips til, hvordan du undgår uheld med din ukrudtsbrænder

  • Brug ikke din ukrudtsbrænder, hvis der er tørke eller blæsevejr – tjek, om der er afbrændingsforbud.
  • Brug kun din ukrudtsbrænder, når beplanter m.m. er fugtige – det kan godt være efter et regnvejr.
  • Efterse om slangen er slidt eller mørn og tjek om tilslutninger holder tæt.
  • Køb gas, som passer til din ukrudtsbrænder.
  • Husk at holde en god afstand til bygninger, biler, genstande, beplantning og andet brandbart.
  • Hold altid øje med flammen. Lad ikke en tændt ukrudtsbrænder ligge uden opsyn.
  • Ukrudtet skal kun svitses ganske kort og ikke brændes. Hold din ukrudtsbrænder 10 cm over ukrudtet tilpas hurtigt, så det bliver varmet op uden at brænde af. Når du svitser ukrudtet, visner det i løbet af få dage.
  • Husk at have vand klar i nærheden, så du hurtigt kan slukke, hvis der skulle opstå brand.
  • Se efter, at der ikke ligger gløder tilbage, når du er færdig.
  • Afmonter gasflasken, når du er færdig.
  • Efter brug af ukrudtsbrænderen er det en god idé at holde øje med det område, hvor du har brugt den.

Ring 112, hvis der opstår brand, som du ikke selv kan slukke.

Hvornår er det bedst at bruge ukrudtsbrænder?

Det er godt at komme i gang i foråret, før ukrudtet bliver for højt, helst ikke over 3 cm og gerne lavere. Det er mest effektivt at varmebehandle det nyspirede ukrudt. Det visner nemlig efter en kort varmebehandling, så du sparer tid og gas.

Er du rigtigt dækket?

Lad os gennemgå dine forsikringer, så du er sikker på, at din forsikringsløsning passer præcist til dine behov.

Læs mere